Vi købte huset!

Ja, den mest spændende begivenhed her i Pittsburgh denne uge var jo tvangsauktionen på vores lejede hus i tirsdags. Vi havde jo besluttet at forsøge at købe det, hvilket krævede at vi kunne stille med kontant betaling i denne uge. Så med god hjælp fra bedstemor og bedstefar i Danmark var vi jo bare klar. Vi blev en smule nervøse, da vores rengøringskone lige pludselig vidste at huset var til salg, og hun kendte en som var interesseret i at købe det. Vores fordel var jo, at vi kendte husets stand rimeligt godt, hvor alle andre blev nødt til at købe det ubeset. Men nu var der lige pludselig en, som måske havde en del bedre ide om hvor god stand huset er i. Nå, men der var jo ikke andet at gøre end at stille op til tvangsauktionen nede på domshuset. Det er jo en ret deprimerende forestilling, som afholdes en gang om måneden og i tirsdag var der hele 500 ejendomme på tvangsauktion. Da det blev vores tur viste det sig, at fyren der var interesseret ikke havde lyst til at byde mod os, så det var kun bankens advokat der bød, og hun bød prisen lidt meget op uden tvivl for at kunne score flere penge til sit firma, men vi fik det heldigvis stadigvæk til en god pris, og nu er huset så altså vores. Det giver ro og det er dejligt at vide vi ikke skal flytte, og måske kan vi endda gå hen og tjene lidt penge på det hele.
Ellers har Lucas været lidt skidt sidste weekend med noget mavevirus. Opkast og diarre, men han har det heldigvis meget bedre nu, og er tilbage i sin elskede børnehave.
En god oplevelse havde jeg sammen med ham i lørdags. Vi var gået over på den lille legeplads tæt ved og efter en 10 minutters tid, dukkede Dylan fra hans stue op sammen med sin mor og lillesøster. Vi vidste godt de var flyttet i et hus i nærheden, men havde ikke lige fået taget os sammen til at mødes, men det gik jo så af sig selv. Dylan er 6 måneder ældre end Lucas og I skulle have set de to purke fræse rundt på legepladsen med fuld fart. Lucas kan jo godt være meget forbeholden når han møder andre børn, men her var der absolut ikke noget der holdt ham tilbage, og det var tydeligt de begge to nød det meget. Og det er jo dejligt som far for første gang at opleve at ens søn har gode venner. Og så gør det jo heller ikke noget, at jeg så selv slap for at skulle fræse rundt sammen med ham...
Sidst skal vi jo så ellers på den årlige tur med instituttet her i weekenden, og det plejer jo at være en fornøjelse.