En dejlig weekend
Sikke en god weekend det har været. Vi har jo en dejlig hyggelig rutine omkring vore weekender, hvor vi får handlet ind, vasket tøj og leget en masse sammen. Men den her weekend var lidt mere aktiv. Den amerikanske fodbold sæson er jo sat igang igen, men det er jo fuldstændig umuligt at få billetter til det lokale NFL hold Pittsburgh Steelers. Det er en helt anden sag med universitetets hold, som er af en nogenlunde styrke, men ikke helt i top. En af mine kolleger har et par sæsonkort, så jeg var lige forbi ham torsdag og det viste sig, at han var med på at invitere mig med lørdag, da han ellers ville være taget afsted alene. Vejrudsigten var ikke for lovende, men det hører sig nu også til at se fodbold her i landet, at det er lidt koldt og vådt. Universitets holdet spiller på det samme stadion som Steelers, og det var jo så også en god mulighed for at få set det. Vi kom lidt for sent, men det gør jo ikke alverden, da en kamp tager over 3 timer. Panthers, som vores hold hedder havde da også allerede scoret. Det var en rigtig fin oplevelse med masse af show og underholdning. Hvert hold har et stort musikhold med, som laver en masse larm, og der og også en masse hoppen rundt af de såkaldte Cheerleaders. Og så gjorde det jo ikke noget at vi bankede det andet hold Toledo ud af banen. Det endte 45-3, men vi fik faktisk heller ikke set slutningen, da vi syntes vi efterhånden var rigeligt våde. Se billeder fra kampen her.
Lucas og Andreia var imens taget til Latinamerikansk dag også på universitetet, hvor nogle af Andreias venner var involveret. Jeg mødtes så med dem der, og det var også rigtig hyggeligt, med mad og souvenir salg fra sydamerika og festlige indslag. Der var blandt andet dans med de brasiliansk studerende og de dansede den der sang, som alle der var med til vores bryllup sikkert kan huske, hvor man lavede bølgebevægelser med armen og ellers vrikkede hele kroppen til den store guldmedalje. Meget festligt, og vi hyggede os alle tre. Det var ikke kun brasilianske ting, og der var blandt andet et tango indslag der også var rigtig godt.
Søndag var vi ovre i et nyt Giant Eagle (Vores lokale Føtex), som skulle have ekstra mange eksotiske produkter, og det viste sig, at de havde Guarana...endda den rigtige fra Antartica, så det var jo bare alletiders.
Og som den sidste rigtig gode oplevelse, fik jeg lokket Lucas med ud i min løbevogn. Jeg har jo haft den længe, men de første forsøg med Lucas var ikke alt for succesrige, da han nok var for lille, men igår var det en stor succes. Der er bare alt for mange legepladser på vejen. Så vi nåede at gøre holdt 3 gange. Men jeg har jo hørt at det er godt med interval træning, så jeg fik en dejlig masse motion - et andet problem var at det gik fint nedaf bakke hele vejen frem til den tredie legeplads, men så var det jo ellers opaf bakke hele vejen hjem. Lucas snakker jo også hele vejen og jeg kan jo ikke lade være at snakke med og blive meget forpustet. Og benene er da også lidt trætte idag. På den sidste legeplads mødte vi en af Lucas kammerater fra hans tidligere stue, Eric. Han var meget glad for at se Lucas og Lucas nød da vist også at møde en af de små der ser meget op til ham. Erics mor kunne også fortælle, at Eric havde været meget ked af, da Lucas rykkede op da Lucas altid havde været så god til at lege med ham....lægge puslespil og lave togbaner. Det var rart at høre.
Sidst kan vi jo så også byde velkommen til Erik Terp og familie her i BLOG verdenen. Det bliver dejligt at følge, hvad de laver i deres søde familie. I kan checke den ud her: http://kornerupterp.blogspot.com/




0 Comments:
Send en kommentar
<< Home