

Link til Lucas og Isabellas nye BLOG
28 februar 2005
Far eat brød......
Så er vi tilbage på arbejde igen. Sneen er begyndt at falde, og de lover en 10 centimeter, så det kan jo være det bliver rigtig sjovt at komme hjem iaften. Vi har haft en god weekend, hvor der er blevet slappet meget af. Vi har været lidt trætte og har hygget os alene med hinanden. Fredag havde jeg en lidt underlig oplevelse, da jeg efter min undervisning hen på eftermiddagen fik en kraftig flimren for mit venstre øje. Jeg kan huske jeg har prøvet det en gang før for en 10 års tid siden. Det varede en times tid, og var meget ubehageligt. Jeg var meget udmattet bagefter og det varede sådan set ved hele weekenden med træthed i øjnene og hovedet, men trods alt ikke mere flimren. Jeg håber jo selvfølgelig ikke det er noget alvorligt, og måske bare skyldes almindelig træthed, men jeg tror nu alligevel jeg vil prøve at snakke med min læge.
Som sagt hyggede vi os med de sædvanlige ting i weekenden, men vi fik os også nogle flere fisk, og de nåede kun lige at komme i akvariet inden de fik unger.....så må vi se om vi har mere held med dette hold. Vi var lidt ude, men det har vaeret lidt koldt, og Lucas har da også nået at få sig en snotnæse og en hosten. Lad os håbe det ikke udvikler sig til noget værre.
Af titlen på dagens kapitel, kan I jo også se, at Lucas snakker hele tiden, og nu begynder at danne sætninger. Her til morgen pegede han på min tallerken og sagde Far eat brød....så det er jo en fornøjelig blandning af alle vore sprog. Please har han fået sig lært i vuggestuen og det er jo godt at være velopdragen......
25 februar 2005
Lasse Windeløv - æret være hans minde
Da der vil være en mindehøjtidelighed for Lasse imorgen lørdag, vil jeg sende de varmeste tanker i denne triste stund til hans familie - især Laila og Holger. Lasse var en stor del af min barndom og jeg vil altid huske ham for hans meget rammende kommentarer i vore mange samværd i familien Windeløvs skød. Han sørgede altid med sine lune for at bevare mine ben solidt plantet på jorden. Må hans sjæl hvile i fred.
Drukmåsen
Så fik vi også noget mere sne
Puha, der kom en masse sne igår. Da vi vågnede op torsdag morgen var der et fint hvidt tæppe udenfor. Det er jo hyggeligt nok med sne, men trafikken frem og tilbage mellem arbejde, vuggestue og så videre bliver jo lidt mere træls.
Men det gik da og henne i vuggestuen fik de hentet sne ind i stuen og hældt i deres vandbord, og det var til meget stor succes for børnene. De havde taget billeder af det, som vi kunne se her til morgen. Lucas havde snakket hele tiden...snow, cold og havde været med til at bygge en mini snemand. Som hele tiden væltede, men han hjalp med til at reparere.
Sneen faldt hele dagen, så da vi skulle hjemover var det absolut ikke sjov. Universitetet ligger jo i et meget bakket terræn som ikke gør det nemmere. Saltningen kunne ikke rigtig følge med, og Hr. Mortensen var en enkelt gang fuldstændig på glatis og uden kontrol. Det var nedaf bakke, og jeg begyndte bare at glide faretruende nær på den forankørende bil, men heldigvis kunne jeg lige få bakset bilen til højre, men det var godt nok tæt på. I sådan en situation ville det jo nok være rart med ABS bremser.......Heldigvis gik resten af turen hjemover uden problemer - men vi tog os nu en øl, da vi var kommet hjem i vel behold. Sneen holdt i aftes og her til morgen var det ikke så slemt, og solen er begyndt at kigge frem.
Rigtig god weekend!
23 februar 2005
Det er da vidst ved at være længe siden
Ja, der har for en gang skyld været lidt travlhed, så jeg har ikke lige haft tid til at skrive lidt her.
Men alt går godt her i Pittsburgh, og selvom alle går rundt og skranter omkring os, er vi alle tre friske og raske. Lad os håbe det bliver ved på den måde vinteren ud. Men det er jo ikke til at vide.
Lucas er i hvert fald i højt humør, både når vi er sammen, men også henne i vuggestuen. Men han bliver nu glad for at se os når vi kommer og henter ham derhenne.
Weekenden hyggede vi os det meste af tiden derhjemme. Som man kan se på billederne blev der blandt andet musiceret en del. Der blev da også tid til at komme lidt ud og shoppe....vi havde jo ikke fået givet hinanden Skt. Valentins gaver, så jeg gav Andreia en bluse, og jeg fik mig en fast DVD spiller, som vi forhåbentlig kan få til at spille danske DVDer.
Som sagt blev vi jo lidt stolte over Lucas gode evner ud i at lege med puslespil, men jeg bliver jo også nødt til at fortælle han er begyndt at bruge ordet "to", når der er mere end en af en slags, og for det meste har det været når der netop er to af en slags. Så det synes jeg jo er vældig. En anden sproglig finurlighed er, at han jo som sagt er meget glad for frøer og bruger den engelske version af det ord: "frog", men han er ikke lige helt så god til at udtale "r", så man kan jo nok forestille sig hvad det lyder som, og på engelsk er det jo ikke det mest heldige at sige, men han har da ikke fornærmet nogen endnu....
Og sidst men ikke mindst, så er vi bekymrede for oldemor Elly derhjemme, og vi håber hun kommer sig, og der bliver fundet en god løsning på hvad der skal ske med hende.
19 februar 2005
18 februar 2005
God weekend
Så er det blevet fredag formiddag og vi er alle friske og raske. Lucas fik jo lidt feber midt i ugen, men det var meget kort og hurtigt overstået. Så det er jo bare dejligt. Det er blevet koldt igen her i Pittsburgh og der kom lidt sne i nat, men det var nu ikke meget. Lucas faldt i vuggestuen igår og bed sig selv i læben. Men pædagogerne syntes bare han havde taget det så fint, og det lader ikke til at gå ham på. Idag er læben lidt mere hævet og det ser jo lidt drabeligt ud. Da vi vågnede hertil morgen spurgte jeg som sædvanlig om han havde sovet godt, og det blev svaret med et glad "YES". Han snakker fortsat meget og det er en sand blanding af vore tre sprog, så det lader jo til nok skal lykkes ham at håndtere alle sprog. Han er meget interesseret i at pege på ting og fortælle os hvad det er....selvfølgelig mest dyr som han elsker i alle former - i starten var det jo mest deres lyde han kom med, men han er nu også begyndt at sige deres navne...nogengange på dansk, nogengange på portugisisk men jo nok mest på engelsk. Som sagt gik vi ud at spise i mandags for at fejre Skt. Valentin, og vi fik købt et nyt puslespil til Lucas, som jo virkeligt er noget han elsker. Og de stolte forældre kunne jo ikke lade være med at købe lidt over evne...et til en 4-årig i flere lag, og det er han allerede godt i gang med at finde ud af. Det dejlige er, at han ikke bliver frustreret og er glad for hjælp.
Ellers er der vist ikke de store planer for weekenden, men lad os håbe der ikke kommer mere sne, så vi kan komme lidt ud og nyde det udenfor.
14 februar 2005
Skt. Valentins dag
Så er vi tilbage på arbejde efter en god og afslappende weekend. Heldigvis har Andreia det nu meget bedre. Hun har fået sovet godt og hendes øjne lader også til at være i bedring. Lucas er helt på toppen, og idag er heldigvis hans sidste dag på penicillin. Han skal jo tage det i 10 dage, og det er absolut ikke noget han synes er særligt sjovt, så det er dejligt det nu snart er overstået.
Vi har som sagt hygget og slappet af indendøre. Så det er blevet til en masse legen med tog, som helt klart er hans favorit. Der er selvfølgelig også blevet danset en del og da far for en gang skyld endelig fik fundet violinen frem bragte det også en del begejstring. Der er jo en lille sekvens i en af hans videoer, hvor en gruppe børn spiller Bachs violinkoncert for to violiner. Den kan far jo også godt tygge sig igennem, og det var meget populært, så Lucas både dansede og klappede i sine små hænder af glæder. Og se den lille kattekilling på violin er nu også helt fin for ham.
Den specielt dejlige oplevelse i disse dage med Lucas er når vi vågner og han så kommer over til mig og siger FAR med en dejlig glad stemme og meget hurtigt derefter siger TOG. Så er der jo noget ved at leve og komme igang med dagen.
Og sidst men ikke mindst, så er det jo Skt. Valentins dag idag. På grund af alt den sygdom og træthed har vi ikke lige fået gjort så meget ud af det, men vi tager ud og spiser iaften og smutter måske lige forbi Lucas legetøjsbutik oppe på Forbes, da han er blevet meget glad for puslespil nede i vuggestuen og trænger til noget med noget mere udfordring derhjemme. For han skal da også mærke at idag er en dag hvor vi udtrykker vores kærlighed til hinanden.
Og så iøvrigt også tillykke med fødselsdagen til Kirsten Mariager.
11 februar 2005
God weekend
Dejligt det snart er weekend. Vi traenger lidt til det her, da det har vaeret en lidt sur uge med sygdom. Lucas har det heldigvis igen fint og er lidt i vuggestue idag, saa mor faar en chance for at slappe lidt af, og far kan faa lavet lidt paa arbejde. Mors oejne har det ikke for godt, og doktoren har givet en recept paa nogle draaber som forhaabentlig kan hjaelpe. Og tak for hilsner fra Sidsel ioevrigt. Det lyder dejligt med hus paa Bredkaer Parkvej. Kommer I til at bo i naerheden af Henrik Jakobsens foraeldre.....gad egentlig vide hvad der er blevet af ham og dem.
10 februar 2005
Lucas og mor har det skidt
Puha, sikken en onsdag. Andreia havde besluttet sig for at tage på arbejde, men følte sig hurtigt skidt og jeg kørte hende derfor hjem omkring frokost. Da jeg så kom tilbage ringede de fra vuggestuen, og Lucas havde feber, så jeg måtte afsted igen og få ham hjem. Han var udmattet men ikke alt for pjevset og han faldt i søvn i bilen. Da jeg så havde fået ham puttet sammen med mor blev jeg så nødt til at køre tilbage på arbejde for lige at få afsluttet nogle ret vigtige eksperimenter. Og så ellers hjem igen for at tage mig af de to pus. Lucas var lidt pjevset da han vågnede men fik det bedre i løbet af eftermiddagen. Her til morgen havde han dog stadigvæk lidt feber, men vi tror det er noget virus ovenpå hans infektion fra sidste uge, da der er meget der løber rundt nede i vuggestuen. Andreia har så oven i det hele fået noget med sine øjne, så vi smutter lige til læge med hende i eftermiddag for en sikkerheds skyld. Det er jo nok det Lucas havde i sidste uge, der har smittet mor nu, hvor hun ikke er så modstandsdygtig. Så det går jo godt.
08 februar 2005
Godt valg!
Så er valget igang derhjemme i Danmark, og lad os håbe fornuften trods alt sejrer over den yderligtgående opportunisme.
07 februar 2005
Vi slap alligevel ikke.....
Fredag da vi hentede Lucas i vuggestuen, var der en del sekretion fra hans øjne, og da der har været noget øjenbetændelse i vuggestuen tegnede det jo ikke for godt. Han havde ikke for meget feber, men det var værre lørdag morgen, så vi besluttede os for at tage til læge. Hun kunne desværre bekræfte, at der var en infektion i øjet og det var ved at sprede sig til øret. Så han kom med det samme på penicillin. Heldigvis blev det fanget meget tidligt, så det har ikke påvirket ham så meget, og penicillinen har jo hurtigt gjort en indsats, så allerede søndag så det meget bedre ud. Men han skal jo tage det i 10 dage, så det er lidt surt. Men hans humør er helt fint. For det har ellers været en dejlig weekend, med meget lune temperaturer, så vi har kunnet være meget ude og nyde det. Igår var vi i den store park, med den store legeplads og vi fik hilst på en masse hunde, der også var glade for at være udenfor igen. Det gjorde jo så heller ikke noget at græsset var dejligt blødt og mudret at komme ud og gå i. Da Lucas har fortsat sin bedring er han tilbage i vuggestuen idag og det lod til at passe ham godt.
Lørdag så vi i billedalbum og da vi så billeder af familien fra Danmark kunne han stolt sige Emil, Sofie, Mads og Vovo(Bedste på portugisisk)uden nogen som helst hjælp. Det var vi jo lidt imponerede over. Så han ved godt hvem familien i Danmark er.
Og så var det jo ellers superbowl iaftes, hvor holdet fra Boston - New England Patriots - som slog Pittsburgh ud vandt over Philadelphia. Og med vores brasilianske kanal har vi jo også god mulighed for at følge med i karnevallet i Brasilien. Det er godt nok nogle imponerende optog. Og der bliver jo lagt meget mærke til de halvnøgne piger, men de er altså kun en lille del af det, med optog på tusinder af mennesker klædt i de flotteste dragter. Det må være et kæmpeprojekt at organisere alt det.
04 februar 2005
God weekend
Puha, det har været en lidt travl uge med eksperimenter og undervisning. Men det er jo godt at have noget at se til. Fødselsdagsmæssigt var det jo også lidt travlt, da Sidsel, Helle W, Jakob og Christoffer havde fødseldag.....stort tillykke til jer alle.
Vi har det alle fint og nyder at vejret er blevet lidt mildere og de lover endda 10-15 grader i weekenden. Der var Groundhog day i onsdags, hvor der er en gammel overtro, at en hamster af en slags kan forudsige hvor lang vinteren bliver. Da han så sin skygge skulle der være 6 ugers kold vinter tilbage. Men lad os nu se. Superbowl er jo på søndag, hvor karnevallet i Rio også går i gang for alvor. Så mon ikke vi skal følge lidt med i begge.
Lucas snakker hele tiden, og det er blevet mere udfordrende at forstå, men han er meget tålmodig med sine gamle forældre og tager ofte andre former for kropsprog i brug når han kan mærke vi ikke rigtig kan fange hvad han mener. Så for det meste lykkes det. Justin er jo startet i Lucas vuggestue, og han er lidt mere klumpedumpe fysisk, og mosler lidt meget rundt med Lucas. Det er jo meget heldigt for Justin, at der er en han kender i rummet, hvor Lucas jo lige skulle se alle an først. Lucas lader nu til at være meget tålmodig med Justin, og jeg tror også pædagogerne tager sig meget af dem.
Vi var bange for Lucas var ved at blive syg midt i ugen, da han var lidt pjevset, hvad han stadigvaek er, men det er uden feber, og vi har på fornemmelsen, at han er ved at få sine sidste kindtænder for denne omgang.
Som sagt har arbejdet været lidt travlt, men der er måske kommet noget spændende frem, men her i vores verden kan ting godt se meget spændende ud til at begynde med, og så når man laver alle kontrol forsøgene går det lidt i sig selv igen. Men man kan jo håbe.
Rigtig god weekend!
01 februar 2005
En dejlig weekend
Bedre sent end aldrig kommer der lige lidt beskrivelser af weekenden. Vi hyggede rigtig og brugte en masse tid indendøre. Vi kom først afsted til supermarkedet lørdag eftermiddag, og jeg havde vist ikke lige fået kigget ordentlig i vejrudsigten, da der var proppet med mennesker. Jeg har aldrig set det så fuldt, og det viste sig at være fordi der var sne på vej. Jeg havde læst det som snebyger, og det var nu ikke ret meget mere, men alligevel gik folk lidt i panik. Vi nåede hjem i fin stil, men var en del forsinkede og fik desværre ikke købt fisk. Det bliver så først næste uge. Sneen kom stille og roligt dalende i løbet af natten, og der var vel en 10 centimeter naeste dag, men da det blev en meget flot søndag med solskin begyndte det nu hurtigt at smelte. Vi fik os dog taget sammen til at komme udenfor hen på eftermiddagen. Lucas har nu ikke det store behov, og når vi spørger ham siger han for det meste nej. Men ud kom vi da, og som I kan se af billederne fik vi hygget os alle tre i sneen. Sneen er desværre meget tør i det, så snemand kunne jeg ikke få lavet, og Lucas ville heller ikke kælke. Men det ser da ud til, han syntes det var meget sjovt med sneen.
Nu er vi tilbage på arbejde og vejret er blevet meget behageligt med temperaturer over frysepunktet om dagen og solskin. Og så blev jeg færdig med Da Vinci mysteriet, som jo er en af de bøger man bare ikke kan lægge fra sig. Jeg ved så ikke rigtig hvad jeg synes om alt dette med Bibelen og kirken og at det hele er fundet på og Jesus var en anden end Bibelen beskriver. Men spændende var den.



























