

Link til Lucas og Isabellas nye BLOG
26 september 2005
En dejlig weekend
Så ser det ud til den dejlige varme eftersommer måske er ved at være ovre. I hvert fald regner det i dag og i løbet af ugen falder temperaturen ned under de 20 grader. Men vi kan jo vist ikke klage.
Vi har haft en god weekend og nået ret meget. Vi går jo lidt og pønser på at købe en ny bil, så vi var ude at kigge på biler lørdag formiddag. Til stor glæde for Lucas som fartede rundt på alle parkeringspladserne og synes vi skal have os en rød bil. Lige nu er det en Mazda5 vi synes bedst om.
Om eftermiddagen var Lucas og jeg ovre på den store legeplads, og der fik Lucas rigtig blod på tanden. Han klatrer op af de fleste ting efterhånden og efter en enkelt tur ned af gigant rutchebane sammen med mig, mente han nu nok, at det kunne han klare selv. Først bare på rumpen, men da han kunne se de andre børn kørte på pap ville han selvfølgelig også det. Og så gik det bare derudaf. Og jeg tror både han og jeg var ret stolte over situationen. Men jeg må da indrømme de første par gange var jeg da lidt usikker, men det viste sig selvfølgelig at han havde fuld kontrol over situationen.
Ellers er vi jo også blevet husejere og så må man jo til selv at holde haven. Så der er blevet klippet meget ned, da den jo var groet lidt til med vilje for at holde potentielle købere lidt på afstand. Og da vi fik købt en græsrive til Lucas var han med på at hjælpe til, så det var jo bare hyggeligt.
Søndag var vi til svømning og det er stadigvæk en succes og Lucas er blevet rigtig god til at lukke mund og øjne når han ryger en tur under vandet. Vi fik selvfølgelig også ringet til Bedstemor for at ønske tillykke med fødselsdagen. Lucas og jeg havde godt nok gået og øvet os på at synge Happy Birthday to you Bedste....men det blev desværre ikke til så meget. Men jeg tror godt han var klar over der var fødselsdag og vi glæder os til at se både bedstemor og bedstefar herovre om et par uger.
Sidst var vi så også lige et smut om zoologisk have, hvor det var girafferne og Orangu-tangerne der vakte mest begejstring. Alt i alt en dejlig weekend!
25 september 2005
19 september 2005
12 september 2005
08 september 2005
Vi købte huset!
Ja, den mest spændende begivenhed her i Pittsburgh denne uge var jo tvangsauktionen på vores lejede hus i tirsdags. Vi havde jo besluttet at forsøge at købe det, hvilket krævede at vi kunne stille med kontant betaling i denne uge. Så med god hjælp fra bedstemor og bedstefar i Danmark var vi jo bare klar. Vi blev en smule nervøse, da vores rengøringskone lige pludselig vidste at huset var til salg, og hun kendte en som var interesseret i at købe det. Vores fordel var jo, at vi kendte husets stand rimeligt godt, hvor alle andre blev nødt til at købe det ubeset. Men nu var der lige pludselig en, som måske havde en del bedre ide om hvor god stand huset er i. Nå, men der var jo ikke andet at gøre end at stille op til tvangsauktionen nede på domshuset. Det er jo en ret deprimerende forestilling, som afholdes en gang om måneden og i tirsdag var der hele 500 ejendomme på tvangsauktion. Da det blev vores tur viste det sig, at fyren der var interesseret ikke havde lyst til at byde mod os, så det var kun bankens advokat der bød, og hun bød prisen lidt meget op uden tvivl for at kunne score flere penge til sit firma, men vi fik det heldigvis stadigvæk til en god pris, og nu er huset så altså vores. Det giver ro og det er dejligt at vide vi ikke skal flytte, og måske kan vi endda gå hen og tjene lidt penge på det hele.
Ellers har Lucas været lidt skidt sidste weekend med noget mavevirus. Opkast og diarre, men han har det heldigvis meget bedre nu, og er tilbage i sin elskede børnehave.
En god oplevelse havde jeg sammen med ham i lørdags. Vi var gået over på den lille legeplads tæt ved og efter en 10 minutters tid, dukkede Dylan fra hans stue op sammen med sin mor og lillesøster. Vi vidste godt de var flyttet i et hus i nærheden, men havde ikke lige fået taget os sammen til at mødes, men det gik jo så af sig selv. Dylan er 6 måneder ældre end Lucas og I skulle have set de to purke fræse rundt på legepladsen med fuld fart. Lucas kan jo godt være meget forbeholden når han møder andre børn, men her var der absolut ikke noget der holdt ham tilbage, og det var tydeligt de begge to nød det meget. Og det er jo dejligt som far for første gang at opleve at ens søn har gode venner. Og så gør det jo heller ikke noget, at jeg så selv slap for at skulle fræse rundt sammen med ham...
Sidst skal vi jo så ellers på den årlige tur med instituttet her i weekenden, og det plejer jo at være en fornøjelse.
02 september 2005
I don't know
Lucas bliver jo bare bedre og bedre til at fortælle os hvad han mener. Og det er godt nok sjovt at opleve hvordan han konsekvent svarer på engelsk, selvom jeg prøver på at snakke til ham på dansk altid. Der er ingen tøven eller blanden sammen af tingene. Gad vide hvordan det foregår inde i hovedet på ham. For det er jeg jo ikke i stand til. Sådan flydende at oversætte fra dansk til engelsk.
Hans ynglings udtryk i disse dage er I don't know, når vi spørger ham hvad han laver og også ofte når han er igang med noget han godt ved vi måske ikke lige synes han skal.
Men det er jo bare dejligt at opleve hans udvikling. Ellers har vi jo også haft vældigt gang i rejseplanlægning her på det sidste. For det første skal vi møde Bedstemor og Bedstefar i New York den 6. oktober og være der nogle dage sammen for så sammen at tage hjem til Pittsburgh og holde efterårsferie sammen der nogle uger.
Og igår bookede vi så billetter til Brasilien, hvor vi tager ned den 15. december og bliver der til den 11. januar og skal jo så holde jul dernede og nytår vil vi prøve på at holde i Salvador. Det skal jo også nok blive dejligt.
Sidst har vi jo også brugt noget tid i dialog med pædagogerne og børnehavens chef omkring vore problemer med bidning af Lucas. Det har været godt at mærke, hvor alvorligt de tager de, og de er lige så frustrerede som os. De er meget opmærksomme på Justin, og de har omorganiseret rummet lidt, så der er mere luft og ikke for mange steder, hvor børnene kan komme til at føle sig trængt.
Og så er der heldigvis fridag på mandag - Labor day, og tirsdag skal vi så til tvangsauktion igen med vores hus. Lad os håbe det lykkes denne gang at få det købt. Og lad os også håbe at situationen nede sydpå hurtigt bliver bedre, for det er da godt nok triste billeder man oplever dernedefra.




















